F. M. ALEXANDER

F.M. Alexander, 1868-1955: manden som udviklede Alexanderteknik

F.M. Alexander var en ung succesfuld skuespiller, som stod over for et alvorligt problem. Han mistede stemmen, når han spillede eller reciterede. Medicinsk hjælp kunne ikke løse hans problem. En læge rådede ham endog til at forlade scenen. F. M. Alexander forstod, at han selv måtte have gjort noget, som fik stemmen til at forsvinde. Problemet var, at han ikke vidste, hvad det var. F. M. Alexander var en meget stærk og beslutsom person. Han var også sin profession meget hengiven, men kunne ikke finde nogen hjælp. Derfor besluttede han sig til at finde ud af, hvad problemet skyldtes. Han begyndte at observere sig selv foran et spejl, selv om han ikke anede, hvad han skulle se efter. Han var tæt på fortvivlelse, men ville ikke give op.

Efter en meget lang og trættende proces bemærkede han en besynderlig muskulær bevægelse. Når han reciterede foran et spejl, så han, at han spændte muskler i nakken, hvilket satte en kædereaktion i gang: hovedet blev trukket bagud og ned, struben presset sammen, brystkassen kollapsede. Dette besværliggjorde vejrtrækningen, og stemmebåndene blev udsat for et pres så stort, at stemmen forsvandt.

Efter langt håbløst arbejde fik han en lys idé. Løsningen var enkel i teorien, men krævede megen træning og stor disciplin. F.M. Alexander udviklede en teknik til at hæmme (stoppe) en reaktion over for en stimulus, som forårsagede en vanemæssig forkert og ødelæggende reaktion (i hans tilfælde stemmesvigt). Han lærte sig selv at bruge kroppen bevidst uden at udsætte den for spænding og tryk.

Den nye teknik bygger på fem principper, som hjalp ham til at opbygge et dynamisk mønster og etablere den primære kontrol, et dynamisk forhold mellem hoved, nakke og rygsøjle. Nakken blev fri og hovedet rettet fremad og op i forhold til nakken, således at rygsøjlen blev forlænget og ryggen bred. Åndedrættet begyndte at strømme frit, og F.M. Alexander genvandt den fulde beherskelse af sin stemme.

Ved at iagttage andre mennesker forstod F. M. Alexander, at forkert brug af kroppen var et udbredt problem. Forkert brug af kroppen medfører forskellige motoriske forstyrrelser, som igen betyder dårligt helbred.

F. M. Alexanders opdagelse var sensationel inden for læren om kroppens motoriske adfærd. Kroppen arbejder imod tyngdekraften. Menneskets bevægelsesmønster er som alle pattedyrs, at hovedet leder og rygsøjlen følger efter. Den væsentligste pointe i Alexanderteknikken er derfor at arbejde med at opnå det rette dynamiske forhold mellem hoved, nakke og rygsøjle. Dette forhold sikrer den oprette holdning og et koordineret, afbalanceret og integreret motorisk system. Herved hjælper man kroppen med at arbejde mod tyngdekraften.

Da F. M. Alexander havde fået fuld kontrol over brugen af sin krop, udviklede han sin teknik og viede sit lange liv til at undervise andre i det, der nu er kendt verden over som Alexanderteknikken.

Læs mere om Alexander her

F.M. Alexander - manden bag Alexanderteknikken